´Hjælpekunst og de små skridts metode´ er et metodeudviklingsprojekt initieret af Landsforeningen af VæreSteder - LVS.

Filosof Michael Jourdan og undertegnede har igennem et år foretaget en opdagelsesrejse i sociale væresteders metodeverden. Dels for at kunne give en beskrivelse af allerede anvendte metoder i værestedsregi og dels for at udvikle nye redskaber til brug i væresteder og på andre beslægtede områder.

Bogen ´Hjælpekunst og de små skridts metode´, version 01, ISBN 978-87-989362-8-2, udkom i november 2008.

Bogen er et første bud på en metodebeskrivelse af sociale væresteders måde at arbejde og et metodekatalog der byder på multifunktionelle værktøjer til beskrivelse og måling af forandring og udvikling hos væresteders brugere.

Bogens to hovedakser er:

Hjælpekunst: Hjælpekunsten benytter vi i bogen som begreb for hvad værestederne er rigtigt gode til. I den udstrækning, det har været muligt, har vi konsulteret værestedsmedarbejdere og -ledere for at få dem til at beskrive det særegne ved værestedernes praksis. Endvidere har vi ledt efter og fundet teori, som belyser, de metoder, som er særegne for værestederne. Udgangspunktet for hjælpekunsten er formuleringen af et forandringsparadoks: Kan det, ikke at kræve forandring, måske være befordrende for forandring?. Måske er den ’naturlige forklaring’ på de forandringer, som kan iagttages på værestederne, at den hjælpekunst som udøves dér, og de særlige rammer som findes dér, er befordrende for forandring. Måske er gådens løsning, at det særegne ved den hjælpekunst, som praktiseres på værestederne, bare aldrig før har været beskrevet.

De små skridts metode: I LVS-regi blev ´de små skridts metode´ første gang omtalt i Værestedstanken i 2005. Andre har igennem årene benyttet begrebet ´små skridt´ om det forhold at personlige forandringsprocesser ofte forløber i små ryk. Så vidt vi ved er det dog aldrig formuleret som en egentlig metode.
I sammenhæng med indsatsen på sociale væresteder, hvor det med de små skridt er et velkendt fænomen, har der ikke før nu været taget skridt til en systematisk udarbejdelse af de små skridts metode. Metoden tager udgangspunkt i det vi har kaldt kontinuum-tankegangen, hvor vi i et metodekatalog fastlægger 82 forskellige kontinua, der alle omfatter personlige forandringstemaer: At have styr på økonomien, Ensomhed og isolation, Hjemløshed, Opgaveløsning og ansvarlighed, Egenomsorg med videre. At anskue personlige forandringsprocesser udfra kontinua giver mulighed for at beskrive udvikling i små – for værestederne – velbeskrevne skridt.

Bogen er som sagt et første skridt på vejen til beskrivelse og mere systematiske og metodiske tilgange i arbejdet med socialt udsatte på væresteder. Det er vores håb med bogen at vi sammen med væresteder og andre beslægtede områder skal ud på flere ekspeditioner i de kommende år for at teste og videreudvikle metoderne.